<- GO BACK

[ sorry - this info is only available in Danish ]


BECH - en film af Apperaat

Om Bech
Jens Jørgen Bech er pensioneret lærer og bor i et fint gult hus i Langballe. Bech har haft et langt skoleliv, og filosofi, kunst og religion fylder meget i hans liv. Hans fortælling starter på hans første skoledag i Brandstrup, og herfra tager han os med på en tidsrejse. Vi kommer omkring Hjortshøj, Tulstrup, Malling og Odder, og vi hører blandt andet om hans virke på københavnske skoler og Mårslet skole.

Om filmen BECH
Vi befinder os i en global reality-tidsalder, hvor alle kan være stjerne for en aften. Men hvem er det, der får sendetiden og hvad betyder det lokale?

apperaat giver sendetid og stiller en platform til rådighed i mødet med Bech. En mulighed for hans historie til at blive fortalt i et format, hvor der er tid. Bech gør begavet og fortryllende brug af denne chance.

Med en smuk brug af det danske sprog, beretter Bech om sit liv. Han fortæller om dramatiske oplevelser fra Anden Verdenskrig, overvejelser og erfaringer om lærergerningen, indsigt i lokalhistorien og betragtninger om troens betydning.

Han reflekterer over, hvad det vil sige at være elev og være lærer, at tilegne sig viden og at have evner. Han giver os lokalhistorisk indblik, der får den svundne tid til at synes en anelse nærmere. Han kommer med sit bud på troen og filosofiens rolle for, hvad det vil sige at være menneske.

Bechs fortælling er ikke som en reality-stjernes spektakulære show. Derimod er den et bud på et format, som kan fange en tilstand og rumme den autentiske fortælling. Og som samtidig indeholder store, ægte dramaer.
Filmen er fortalt i et dvælende, poetisk billedsprog og bearbejdet fra en kunstnerisk og legende vinkel, som en variation over den klassiske portrætfilm.

Vi bliver draget med af såvel hans dybere filosofiske spørgsmål som de små magiske øjeblikke, der synes at tælle særligt stærkt med hos en mand, der fortæller om sit liv. En mand med den fødte fortællers nådegave.

Tag godt imod ham. Bech.

Trailer: